Koldskål
Det har jo været virkelig skønt sommervejr, så lysten til store tunge sammenkogte retter og andet vinterhi´s mad, har ikke ligger først på hitlisten.
I dag hvor vi har haft tøsehyggedag (farmand har været på bi-hus-byg-selv-kursus) stod valget mellem porretærte = varm ovn/køkken/hele huset, eller et hurtigt smut til døgn Netto efter remedier til kærnemælkkoldskål, sidst nævnte vandt.
Sjovt nok var kærnemælken udsolgt, kan da næsten ikke tro, at der er andre der har fået samme geniale og meget utraditionelle ide?
Så det blev til yoghurt/minimælks-koldskål, men opskriften er næsten den samme.
Koldskål
1 stk øko citron
1 l kærnemælk, eller 7 dl yoghurt, eller anden surmælksprojekt og 3 dl mælk
2 stk æg
½ dl rørsukker (eller så meget som den sødetand ønsker)
en kvart vaniljestang (altså kun kornene)
et lille nip salt
Start med at rive skallen af citronen, pres saften.
Pisk æg og sukker tykke og luftige.
Kom vanilje, salt, citronskal og saft i og pisk igen.
Til slut tilsættes mælkeproduktet.
Bland godt, spises straks eller kommes på køl med det samme.
Skal spises samme dag.
Pga. af den pludselige trang til denne spise, havde vi ikke fået bagt kammerjunkere, men der var da en lille snas tærtebund, som kunne brækkes i stykker og spises til, det gjorde vældig lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar